Dating på Singlecampers.DK - find din date - campingpas

Campingpas

Det kræver et campingpas for at tjekke ind på alle campingpladser, der er tilsluttet Campingrådet. Formålet med at kræve campingpas er at have en vis kontrol med, hvem der færdes på campingpladserne. Derudover dækker campingpasset nogle forskellige forsikringsordninger.

Der findes 3 slags campingpas:

Transitpas

Hvis du blot skal overnatte en enkelt nat, kan du nøjes med at købe et Transitpas til kr. 25,-. Det købes direkte på pladsen, når du tjekker ind.

Skandinavisk Campingpas (CSS)

Med et Skandinavisk Campingpas, som koster kr. 90,- for et årsmedlemskab, er du ikke kun sikret adgang til alle skandinaviske campingpladser, ifølge de seneste internationale aftaler giver det adgang til campingpladser i hele 22 europæiske lande (alle europæiske lande undtagen Estland, Letland, Litauen, Kaliningrad, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Østrig, Bosnien, Serbien, Makedonien, Albanien, Rumænien og Bulgarien).

Det Skandinaviske Campingpas forudsætter ikke medlemskab i nogen forening. Kortet kan frit købes på alle campingpladser, der er godkendt af Campingrådet eller hos turistforeninger i hele Danmark. Du udfylder blot en bestillingsformular, der fungerer som midlertidigt campingpas, indtil du får tilsendt det nye campingpas. Campingpasset skal tillige være forsynet med et gyldigt årsmærke.

På Internettet kan kortet desuden købes hos Campingrådet: https://www.campingpas.dk/kobpas.asp?sprog=DK&udsteder=233

Medlemskab af en række camping- og friluftsforeninger og organisationer udløser tillige et Skandinavisk Campingpas – tjek selv på Internettet.

Tidligere udstedte nationale campingpas (plastikkort) kan stadig benyttes, de skal blot forsynes med et gyldigt årsmærke fra et af de nordiske lande.

Et campingpas dækker par og enlige, samt deres hjemmeboende børn under 18 år, dog skal de alle skal have samme faste bopæl. Når man er fyldt 18 år, skal man have eget campingpas.

Internationalt Campingpas (CCI)

CCI-passet fås kun igennem forskellige foreninger og organisationer. Som regel kan kortet kun fås som et supplement til et betalt medlemskontingent og ender derfor med at være relativt dyrt. Men det kan være en stor fordel at have CCI-kortet, bl.a. fordi man nogle steder får rabatter med dette kort.

Det er sjældent nødvendigt med campingpas i udlandet. Lande som Frankrig, Italien, Spanien, Tyskland og Østrig er stort set tilfredse med at se det almindelige pas. Bliver du afkrævet dit almindelige pas, så husk altid at få det tilbage indenfor en kort tidsfrist - det er dit vigtigste personlige dokument!

Læs mere om campingpas nedenstående side, hvor du også kan sammenligne priser:  

http://www.hanses-campingsider.dk/campinglivet/campingpas.htm